mænd kunne pligte Afgift i Penge alene (see Frd.s Ord: “den Afgift i Penge eller Arbeide, som i den sidst forløbne Tid har været svaret“). Ligesom det derfor ikke kan omtvivles, at denne Frd.s Bestemmelser ere anvendelige ogsaa paa saadanne Huusmænd, der ikke pligte Arbeide til Grundeieren, saaledes maa det Samme antages om den Regel, der fremgaaet af Frd. 9de October 1750, sammenholdt med Frd. 29de April 1752, § 4, angaaende Nødvendigheden af Livsfæste paa Huusmandspladse i Udmarken; thi ligesom Udtrykkene ikke indeholde Noget til Hjemmel for at undtage de Huusmænd fra Bestemmelsen, der alene svare Afgift i Penge, saaledes er det netop med Huusmænd i Udmarken, at det hyppigst vil være Tilfældet, at der ikke er stipuleret nogen Arbeidspligt til Jorddrotten. Modsætningen mellem at pligte Afgift i Penge alene og at pligte Arbeide er ogsaa i mangfoldige Tilfælde ikke i sig selv saa væsentlig, som det kan synes for den, der fornemmelig har for Øie Forholdene i de meest jordbrugende Egne af Landet, og derfor tænker sig Arbeidspligten i Regelen at gaae ud paa at forrette Arbeide, saa ofte Jorddrotten kræver det. Mangfoldige Huusmandscontracter, der virkelig paalægge Huusmanden en Arbeidspligt og saaledes nødvendigen maatte gaae ind selv under den i udkastet opstillede Definition, bestemme Arbeidspligten saaledes, at Forskjellen mellem samme og en modsvarende Afgift i Penge, om den end efter Omstændighederne i Forhold til Jorddrottens Interesse kan være ganske væsentlig, dog ikke kan siges at indflyde i nogen mærkelig Grad paa Beskaffenheden af Retsforholdet mellem Parterne, saasom naar Arbeidspligten, hvad der især i de vestligere Egne er sædvanligt, alene bestaaer i aarlig at udføre et vist bestemt Arbeide, f. Ex. at slaae eller skjære visse Maal Eng eller Ager, eller i at præstere et vist bestemt Antal Dagvirke i hver Aannetid o. d. l. Det Unaturlige i at udelukke alle Fæstere af Huusmandspladse, hvem ikke Arbeidspligt paahviler, fra Begrebet og Lovgivningen om Huusmænd, vil ogsaa indsees ved blot at tænke sig det Tilfælde, at en Huusmand formedelst Alderdom eller Sygelighed har faaet tidligere ham paahvilende Arbeidspligt ombyttet med en Afgift i Penge. At han fra nette Øieblik skulde ansees ophørt at være Huusmand, vil neppe Nogen finde naturligt.
Som oven bemærket bevirker den i § 1 af Commissionens Udkast optagne Definition, at, paa de i § 22 indeholdte Bestemmelser nær (see § 23), Udkastets øvrige Indhold udelukkende eller — om Hensyn tages til de partielle Udvidelser af et Par enkelte Forskrifter, hvorom handles i §§ 24 og 25, — saagodtsom udelukkende kommer til at angaae de Huusmænd, som for deres Pladse pligte Arbeide. At dette vil stride aldeles mod Almuens tilvante Forestillingsmaade og bevirke en unaturlig Indskrænkning i Lovens Virksomhed, er især udhævet af Amtmanden i Nordre-Bergenhuus Amt, der exempelviis paapeget en heel Deel af Lovens Bestemmelser, hvis Indskrænkning til ikkun at gjælde Huusmænd med Arbeidspligt han formener at savne antagelig Grund. Som ogsaa af bemeldte Amtmand bemærket, bliver Sagen end betænkeligere derved, at de hidtil om Huusmandsvæsenet gjældende Anordninger af 9de October 1750, 29de April 1752 og 29de Juni 1792 efter Udkastets § 27 skulde ophæves, hvoraf vilde følge, at Huusmandsforholdet, forsaavidt ikke i samme er optaget Arbeidspligt, vilde være at ansee som ikke behandlet i Lovgivningen fra det Øieblik, at den nye Lov var udkommen. Navnligen vilde den Beskyttelse, den gjældende Lovgivning har søgt at yde Huusmændene ved de før berørte Bestemmelser i Frd. 9de October 1750, 29de April 1752 § 4 samt 29de Juni 1792, eller, som den nye Lov, ved at gjentage disse Bestemmelser med eller uden Forandring, fremdeles maatte ville i samme Retning yde Huusmandsclassen, ikke komme nogen Huusmand tilgode, hvem ikke Arbeidspligt paahviler. En saadan i den ældre Lovgivning ukjendt Forskjel mellem to Slags Huusmænd i Henseende til Noget af det, der væsentligst bestemmer deres retlige Kaar, maatte Departementet ansee utilraadelig.
Departementet tør antage, at hvad der har bevæget Commissionen til at optage i udkastet en legal Definition paa Huusmænd netop er Hensynet til at faae udtalt i Loven den nærmere Bestemmelse af Begrebet, hvilken man i det Foregaaende formeentlig har godtgjort ikke at være hensigtsmæssigt eller stemmende med Forholdene, nemlig, at der maa paahvile Huusmanden Arbeidspligt til Grundeieren. Man antager derfor ogsaa, at naar denne nærmere Bestemmelse af Begrebet opgives, bør Definitionen i dens Heelhed udgaae af Loven, og at følgelig denne, ligesom den tidligere Lovgivning om Huusmænd, bør forudsætte Begrebet som givet og ikke indlade sig paa nogen legal Definition deraf. Foruden de almindelige Betænkeligheder ved legale Definitioner fremstille sig her de særegne, der hidrøre fra Begrebets egen Beskaffenhed. Dette har
