angaaende Huusmandsvæsenet. I enkelte af de til Departementet indkomne Erklæringer er derimod vakt Tvivl om det vil være hensigtsmæssigt at gjøre disse Forholde til Gjenstand for nogen ny Lovbehandling; medens dog Fleerheden af de indkomne Betænkninger erklære sig for den bekræftende Mening. Departementet troer at burde opsætte med at yttre sig angaaende dette Spørgsmaal, indtil man har gjennemgaaet Commissionens Lovudkast og fremsat de Bemærkninger ved dette, hvortil man finder Opfordring Faar det saaledes først har viist sig, i hvad Skikkelse en Lov, som den paatænkte, efter Departementets Formening maatte udkomme, vil det falde beqvemmere at gaae til Undersøgelse af, hvorvidt der tør ventes noget Udbytte for det almindelige Vel af det Lovarbeide, hvorom her handles.
Forinden Departementet gaaer over til at omhandle de enkelte her i Commissionens Lovudkast, skal man udtale sin Formening angaaende det Omfang af Begrebet om Huusmænd, som Commissionen har troet at burde lægge til Grund for bemeldte Udkast, og hvilket i § 1 er angivet ved en Definition. Ifølge denne § skal nemlig ved Huusmandscontracter forstaaes saadanne Contracter, hvorved Nogen for en Tid af idetmindste eet Aar leier Plads, bestaaende af Huus eller Jord, mod Arbeidspligt til Udleieren. Som Grund for at optage i Definitionen, at der maa paahvile Leietageren Arbeidspligt til Udleieren, anfører Commissionen, at Begrebet ikke paa anden Maade kan vinde nogen Bestemthed, og at det er gjennem Huusmandens Arbeidspligt til Grundeieren, at Huusmandsforholdet har sin egentlige Betydning. I Overeensstemmelse med den ovenanførte Definition angaae Udkastets Bestemmelser Huusmænd, hvem Arbeidspligt til Jorddrotten paahviler. Den eneste væsentlige Undtagelse herfra er, at ifølge § 23 skulle de i § 22 indeholdte Bestemmelser betræffende Huusmandsfolks Ydelser til Skole-, Fattig- og Veivæsen, Præst, Klokker og Kirke, ogsaa komme til Anvendelse paa Enhver, der i Henseende til de nævnte Ydelser tidligere have været satte ved Siden af Huusmænd i Udkastets Betydning.
Departementet maa ansee det urigtigt paa denne Maade at indskrænke Begrebet om Huusmænd, og, som Følge deraf, Virksomheden af den paatænkte nye Lov. Commissionen har uden Tvivl, ved saaledes som anført at begrændse Begrebet, havt Forholdene for Øie i den Deel af Landet, hvori det Almindelige i Huusmandsforholdet er, at Arbeidskraft derigjennem søges sikkret paa den Maade, at Huusmanden ligefrem forbinder sig til Arbeide. Men i mange Egne af Landet, fornemmelig i de vestlige, er det jevnlig Tilfældet, at Huusmandens Afgift bestaaer i Penge alene, hvilket blandt Andet fremgaaet af de fra Amtmændene i Lister og Mandals, Stavanger og Nordre-Bergenhuus Amter indkomne Betænkninger. Amtmanden i Stavanger Amt anfører endog, at det paa den Kant af Landet er det Sædvanligste, at Afgiften bestaaer i Penge alene. Naar Commissionen anfører, at det er gjennem Huusmandens Arbeidspligt til Grundeieren, at Huusmandsforholdet faaer sin rette Betydning, saa er herved at mærke, at locale Forholde i mange Egne af Riget jevnligen maa lede til at søge et andet Øiemed opnaaet ved Bortfæstelsen af en Plads end Sikkerhed for Arbeidskraft. Hvor nemlig Pladsen er langt fraliggende eller Trangen til Bistand ved Arbeide paa Gaarden, efter dennes Beskaffenhed, liden, er den naturlige Hensigt med at bortfæste en Plads den, at forskaffe sig gjennem Indfæstningen eller den aarlige Afgift eller begge Dele tillige en Hjælp til Udredslerne af Gaarden. Men endog forsaavidt Øiemedet med at bortfæste Huusmandspladse sættes i at tilveiebringe Arbeidskraft for Gaardens Drift, er det unægteligt, at dette, idetmindste til en vis Grad, kan opnaaes og virkelig søges opnaaet ved Nedsættelsen af Huusmænd, selv om Arbeidspligt ikke paalægges disse; thi Huusmanden og hans Familie afgiver en Arbeidskraft, som efter frivillig Accord kan paaregnes. Denne Skikkelse af Huusmandsforholdet, ifølge hvilken Huusmanden for sin Plads ikkun pligter Afgift i Penge, og kan accordere om sit Arbeide som fri Mand, har endog, fra flere Sider, saa meget Anbefalende ved sig, at det ingenlunde kunde være hensigtsmæssigt ved selve Lovgivningen at modarbeide den, hvilket maatte blive Tilfældet, om man i en ny Lov om Huusmandsvæsenet ikke erkjendte den som henhørende under Gjenstanden, og derved stillede den udenfor alle de legale Forudsætninger, hvorpaa den for Tiden hviler.
Den hidtil gjældende Lovgivning er nemlig langtfra at opstille som noget Nødvendigt i Begrebet om en Huusmand, at der skal paahvile ham . Tvertimod forudsætter den Forordning, der indeholder en af de væsentligste Sætninger i den gjældende Huusmandsret, nemlig Frd. 29de Juni 1792, udtrykkelig, at Huus-
