kommende Huusbonde finder for godt at opsige dem. Man har saaledes i disse Egne ophævet et Forhold, som i ældre Tider var og i flere Egne af Landet — de vestlige og norlige Distrikter — endnu er det almindelige at give Huusmanden Fæste paa sin og Hustrues Levetid, og dermed fjernet sig fra en Tingenes Orden, som ei allene sikkrede Huusmændene for vilkaarlig Behandling og i ikke ringe Grad værnede om deres Velvære, men ogsaa frembragte et godt og ønskeligt Forhold imellem Eiendomsbesidderne og deres underhavende indbyrdes, og saaledes, i sin Almindelighed betragtet, uden Tvivl maatte ansees for velgjørende for Samfundet i det Hele. Det er ikke at vente, at Huusmanden med synderlig Kjærlighed skal kunne betragte det Opholdssted, som han ikke tør ansee som et blivende Hjem for sig og Sine eller at han med Iver skulde opdyrke og forbedre den Jordplet, som han bruger det ene Aar, og hvorfra en Andens Forgodtbefindende, endog uden Brøde fra hans Side kan fordrive ham i det andet. Ligegyldighed for Familieforsørgerens Pligter, Dorskhed og Armod vil kun altfor let kunne blive Følgen af den Usikkerhed, der hviler over hans Stilling i Samfundet, medens disse Onder i samme Grad, som de udvikle sig, ville slappe det moralske Baand imellem ham og hans Huusbonde og berøve denne Fordelen af en ham hengiven, i sin Stilling tilfreds og lykkelig Underhavendes Tjeneste. Ligesom dette fremgaaer ganske naturligt af Forholdets Beskaffenhed, saaledes er den Erfaring, man har gjort i Egne af Landet, hvor dette Forhold i de senere Tider har udviklet sig og er bleven til Regel, kun skikket til at bestyrke os i den her udtalte Anskuelse. Almindeligen udbrede kunde derfor et saadant System ikke blive heldbringende for vort Fædreneland, men tvertimod med Tiden letteligen lede til skadelige Følger af en meget alvorlig Beskaffenhed. Et ikke ringe Areal Jord vilde derved være en mislig Dyrkning undergivet; en stor Deel Kræfter vilde gaae tabt, for det almene Bedste, og en talrig Samfundsclasse vilde efterhaanden gives til Priis for Armoden og for de moralske Onder, der faa ofte ere Armodens Ledsagere Det er vistnok saa, at man bør være varsom med at fastsætte Lovbestemmelser, der gjøre Indgreb i den enhver Borger tilkommende Frihed til at skalte og valte over sin Eiendom, og at Ordningen af deslige private Forholde i Almindelighed bør overlades til vedkommende Personer selv og til Tidsomstændighedernes Medfør, som den naturlige Vei for saadanne Forholdes Udvikling. Men ligesom der ofte gives Tilfælde hvor disse almindelige Sætninger ikke kunne anvendes i sin hele Udstrækning, idet Hensyn til det Almindeliges og Heles Vel fordrer Indskrænkninger i den Enkeltes Frihed, saaledes maa det ikke glemmes, at der her er Spørgsmaal om, hvorvidt en talrig Samfundsclasse, der med Hensyn til det forholdsviis lavere Trin, den befinder sig paa saavel i oeconomisk som i intellectuel Henseende maa ansees ude af Stand til som Contrahent ligeover for den anden Part tilstrækkelig at varetage sit Tarv, bør tages under Armene af Loven og af denne sikkres, saavidt muligt, for Vilkaarlighed, eller om den skal overlades til sig selv, for efterhaanden, som Erfaringer fra senere Tider giver Grund til at befrygte, at nedsynke i Armod. Os forekommer der i de omhandlede Forholdes Natur at ligge en Opfordring til den lovgivende Myndighed til at arbeide imod hiint Systems videre Udbredelse saavidt som Saadant uden ubillige Indgreb i Contractsfriheden kan skee.
Forordningen af 29de April 1752 bestemmer, at Pladse i Udmarker skulle bortfæstes paa Huusmandens og hans Hustrues Levetid. Denne Bestemmelse har tydeligen til Hensigt at sikkre Rydningsmanden Frugterne af den Fliid og Møie han har anvendt paa Pladsens Opdyrkning, og da Oprydningen af et Stykke raa og udyrket Mark for den fattige Nybygger maa ansees for et særdeles besværligt og kostbart Arbeide, forekommer Billigheden i hiin Lovbestemmelse os at være indlysende. Vel indeholder Commissionens Lovforslag Bestemmelse om, at der i ethvert Tilfælde af Fravigelse fra Pladsen skal ydes den bortflyttende Huusmand eller hans Arvinger Godtgjørelse for de paa Pladsens Jordvei og Huse m. v. udførte Forbedringer; og det kunde derfor ved første Øiekast synes mindre fornødent i den forventede nye Lov at optage Bestemmelsen i den citerede Forordning, for at betrygge Rydningsmanden mod vilkaarlig Behandling fra Huusbondens Side og mod Velfærdstab ved Pladsens Fravigelse. Men det vil dog ved Sagens nøiere Betragtning forhaabentlig erkjendes, at Lovens Tilsagn om Godtgjørelse for udførte Forbedringer er langtfra at afgive den samme Betryggelse for Huusmanden som Fæsie paa Levetid. Man foresiille sig, at det efter Aars Møier og Ansirængelser har lykkes ham at oprydde og frede et Stykke Iord, som han havde modtaget i udyrket Stand. Hans kraftfulde Aar, hans bedste Alder er imidlertid henrunden; han er efterhaanden bleven omringet af en talrig Familie hvis Underholdning og
