Jo, nu havde han set Nøkken, og Nøkken havde gjort ham gal.
Det lange, tause Blik havde gydt Ild ind i Guttens Aarer.
En skurrende, snøvlende Snakken bragte imidlertid André til at springe op. En besynderligt udseende Flok med det ravnsorte Haar hængende vildt ned i Ansigtet, tilligemed nogle Kvinder med ildrøde Benklæder, broderede Komagbaand og spidse Mandshuer spredte sig langs Elvbredden.
Det var svenske Lapper fra Gellivara og Jockmock. Deres haarde Udtale og formløse, fodside Pæsker, kantede med brede Borter af smudsige, nedhængende Bukkehaar, adskilte dem ved det første Øjekast fra de pyntelige og maleriskt klædte norske Lapper.
Lensmanden traadte i det samme Øjeblik ud af sit Hus.
»Er det dig, Barn!« sagde han.
»Kald mig ikke Barn!« raabte André rasende, bøjede sig ned og slyngede en Sten mod hans Dør.
Hvis Lensmanden ikke i samme Nu, André hævede Armen, var traadt til Side, vilde Stenen have truffet hans Pande.
»Gud tilgive dig, lille Barn,« sagde han godmodigt, idet han vendte sig om og gik ind.
