André begyndte langsomt at vugge Baaden frem og tilbage.
Olga slog Øjnene helt op, kastede Hovedet tilbage, — de saa lige og fast ind i hinandens Øjne.
»For første Gang! For første Gang!« jublede André, idet han stod let forover bøjet, som om han vilde tage et Spring.
Han skulde endelig finde Nøkken paa Bunden af dette fornemme Blik, det vil sige, hvis den fandtes der!
De fire Øjne vege ikke fra hverandre, de vare fasttryllede af en Prædestinationens Troldom.
Olga blinkede ikke, hun rørte sig heller ikke, men pressede kun Læberne tæt sammen.
Da kæntrede André Baaden. Men i samme Sekund, de begge faldt ud, greb han fat i Olga og svømmede med raske Tag hen til Bredden.
»Var du bange?« spurgte han kort.
»Ja, —jeg kunde jo ikke svømme.«
»Hvorfor skreg du ikke?«
»Jeg skriger aldrig,« svarede hun og ilede op mod Huset.
André stirrede efter hende, indtil hun var forsvunden, derpaa kastede han sig ned i Græsset med Ansigtet mod Jorden.
Dersom han blot kunde glemme det Øje!
