Fødselen af selvfornegtende Natur sig sympathetisk tiltrukken af den anden.
Seimke og Lamik Nikkut vare paa sin Side hendes hengivne Slaver; thi hun var deres Forsvarer, hver Gang hun mærkede, de led Overlast af Andrés lunefulde Herskesyge.
Streng Retfærdighedsfølelse tilligemed en Tilbøjelighed til altid at tage den svageres Parti syntes at være hende medfødt, — begge tvende Egenskaber, der ofte udmærke en stærk, ædelmodig Natur.
Hvis André lige over for Olga Wasili kunde siges at være bleven greben af en rasende Drengeforelskelse, saa maatte det imidlertid samtidigt tilføjes, at denne Forelskelse fremtraadte i Skikkelse af et Slags Had.
Han følte instinktmæssig, der var noget i hende, som han ikke forstod, og som han derfor vilde tillivs.
André var imidlertid skinsyg paa Lamik Nikkut, ligesom han var skinsyg paa Seimke, for hvert Smil, hvert Blik, hvert Ord, de ranede fra ham.
»Du skal ikke lyde hende, Lamik, som om hun var en Dronning.«
»Det er ugørligt andet,« forsikkrede Nikkut. »Har du nogensinde set hende lige ind i Øjnene?«
