Han kastede et hurtigt Blik hen paa sin Fader, men da denne tilfældigvis vendte Ryggen mod ham, listede han sig forsigtig nærmere og keg hen over Grevens Skulder.
Russerens Haand fremtryllede med raske Træk en Forsamling af Gnomer, forsynede med Horn og Djævlehaler.
Med spændt Opmærksomhed fulgte Andrés Øjne Blyanten, som den skabte Skikkelse efter Skikkelse. Den nærmede sig Kirkesangeren.
Thorsen sagde »Amen«, og Greven slog hurtigt Skitsebogen i, men flere Dage efter forfulgtes André af den utilfredsstillede Nysgerrighed: »Gad vidst, hvordan han vilde have tegnet min Fader!«
Olga vedblev imidlertid fuldstændig at ignorere ham. Hun undgik ham, hvor hun kunde, og hun tog mod det udfordrende »Du«, han jevnlig kastede hende i Ansigtet, uden at hun blinkede derved.
Han snoede sig om hende lig en smidig Slange, under Tiden dristig og uforskammet, til andre Tider derimod med en Elskværdighed, uimodstaaelig og indtagende som den neapolitanske Lazzarons. Men intet hjalp.
Olga sluttede sig kun nærmere til Andreas Thorsen. Maaske følte den ene offervillige og fra
