»Han sover,« sagde Olga.
»Vinen!« sagde Grev Wasili.
»Troen!« raabte Lapperne, idet de sprang op og strakte Armene i jublende Tak op mod den lyse Sommerhimmel.
Det ildfulde Minespil, Hændernes Bevægelser og Taarerne, der samtidigt rullede ned ad deres Kinder, dannede tilsammen et ligesaa gribende Te deum, som vel nogensinde har bruset i en Domkirkes Hvælvinger.
»Udtryksfuldt, maleriskt!« mumlede Greven og nikkede anerkendende med Hovedet.
I overstrømmende Taknemmelighed kyssede Lapperne Olga’s og Thorsens Hænder, derpaa løftede de den sovende varsomt op og vandrede tause videre.
»Monsieur Thorsen,« sagde Greven, »formaar De at udlægge en Gaade? Jeg sagde, det var Vinen, der bragte den syge til at sove, Lapperne sagde, det var Troen. Pardon, — hvad siger De?«
»Jeg siger, at Gud velsignede Vinen og brugte den som et Frelsensmiddel netop, fordi han saa, vi troede, han vilde hjælpe.«
»Det er skønt! det er skønt!« bemærkede Russeren.
»Det er sandt,« sagde Thorsen beskedent.
