saa svarligen, se, han kan neppe trække Vejret, Aanden forgaar ham! Hjælp, Herre, hjælp!«
Snart løftede de sine Øjne og Arme op mod Himlen, og snart hævede de dem op mod Thorsen. Deres bønfaldende Gebærder og deres brændende Paakaldelser, hvis Inderlighed end yderligere forøgedes ved det indsmigrende samiske Sprogs Klang, var en Bøn saa uimodstaaelig, at et Stenhjerte maatte have følt sig bevæget derved.
Thorsen saa paa dem med Taarer i Øjnene.
»Kære Børn, i Jesu Navn!«
Lapperne reve Huerne af sine Hoveder og kastede sig paa Knæ med Ansigerne mod Jorden.
»Det var et ejendommeligt Skuespil,« sagde Grev Wasili, idet han satte Lorgnetten paa og traadte hen til Gruppen med Champagneglasset i Haanden.
»Gaa derhen,« sagde Olga til André, men han rørte sig ikke, han blev trodsigt staaende.
Et hurtigt Sideblik stjal sig frem under den unge Piges mørke Øjenhaar og hvilede et Sekund paa André’s Ansigt.
Hun fik pludselig Fornemmelse af, at dette Ansigt maaske én Gang under særegne Forhold kunde indgyde Rædsel.
Hurtig som et Lyn greb Olga en Flaske med
