Forening med hans eget Lig skulde smuldre hen til Støv.
»Gaadefulde Drengeansigt!« mumlede han, »frastødende og tiltrækkende i samme Nu. I Himlens Navn, hvor har jeg før set dette Ansigt? — Ah, c’est ça, nu mindes jeg det! Det er tolv Aar siden, hun var en nouveauté, men hun kunde ikke tæmmes. Trés-bien, det er den samme Blandingsrace, her dog med en større europæisk Tilsætning, som gør det mongolske endnu interessantere. Garcon,» raabte han højt, »kender du den poetiske Djævel?«
»Jeg kender Djævlen,« svarede André.
»Trés-bien! Men der gives en simpel Djævel, en underordnet, lav Aand, der udelukkende bestaar af smaalig Ondskab, — han er grov, han er uæsthetisk, han mangler Dressur, men den, man kalder Satan, garçon, han er »ein Gemisch,« en dæmonisk, forførende Sammenblanding af ondt og godt; i hans Ondskab er Storhed, og i enhver Storhed bor der en Guddom.«
André svarede ikke; som en udskudt Pil for hans Blik hen til Olga, der nærmede sig Teltet.
»Her er en Feltstol!« raabte han. Olga vendte sig imidlertid om til Nikkut.
»Giv mig en Stol, Lamik,« sagde hun.
