kejno naaede Handelsstedet. Paa André havde Lyden af Kanonskud samme Virkning som Trompetens Klang paa Kavalleri-Hesten.
Ved det første Skud udstødte Ravne, Krager og Maager et misbilligende Skrig, ved det andet blev Skriget fornyet, og ved det tredje forvandledes det til en eneste, øresønderrivende Fuglekonsert, der lød ud over Varangerfjorden.
Solen skinnede paa de Miniatur-Bastioner af Tørv og Grønsvær, der omgave Vadsø Hytter, indesluttende dem i smaa beskyttende Æsker, og lyste paa Fiskehjellene, der dekorerede Pakhuse og Brygger.
Lappernes blaa, brune, højrøde og grønne Kofter, der stak grelt af mod de hvide Vadmelsbenklæder, rivaliserede med Kvindernes brogede, knpilingsbesatte Huer.
»Diervan! diervan! burist! burist!« raabte Lapperne, idet de omfavnede hverandre med den ene Arm. Børnene lo og skrege i deres smaa, moseklædte Komser[1], der vare surrede fast paa Mødrenes Ryg.
- ↑ Et Trug af Træbiler, overtrukket med Læder, foret med Lammeskind og Mos, samt forsynet med et lidet Vuggehvælv, fra hvis Kant der er udspændt flere Rader af mangefarvede Glasperler.
