Øjne, hævede Hænderne i Vejret og bønfaldt ham »om ikke at være vred.«
André lærte ham senere hen at tale og læse norsk, og fik tillige ved dette sit Lærerembede en saa stor moralsk Magt over Lamik Nikkut, at han i Lighed med Bibelens Høvedsmand kunde sige: »Kom,« saa kom han, og »Gak,« saa gik han.
Da André var ti Aar gammel, havde han gennempløjet det meste af Faderens Bibliothek; men havde naturligvis ikke forestaaet mere end det halve af dets Indhold. Uden at ane Følgerne af denne umodne og ufordøjede Læsning tillod Andreas Thorsen ham det med ubetinget Glæde. Sønnens Lærelyst skulde tilfredsstilles, og i Bøgerne, der stode opstillede paa hans Hylder, fandtes der, efter hans Overbevisning, intet Smuds, der kunde besmitte hans Søn.
For det rene er al Ting rent, og den rene er naiv med Hensyn til Kundskabstræets Frugter paa godt og ondt. Videnskab og Poesi var i Andreas Thorsens Tanke kun en ny Aabenbarelse af Gud.
Andrés Kærlighed til Faderen var ligesom hans Natur lidenskabelig og enthusiastisk, men tillige vild og voldsom som den. Til Faderens forsagende Offervillighed saaes endnu intet Tegn;
