»De sidde her rundt omkring dig«, forsikrede André.
Nikkut følte sig beklemt, men overtog ikke desto mindre sit Embede med sædvanlig Underkastelse.
André prædikede, slog i Stenen, der forestillede Prædikestolen, gestikulerede, raabte »Anathema«, og Nikkut svarede »Amen«.
Derpaa brast de begge to i Graad. Grebne og overvældede af sine egne højtidelige Følelser kastede de sig i hinandens Arme og hulkede høit.
»De dat nogai! ɔ: Nu er det forbi!« sagde Lamik Nikkut.
Den næste Dag holdt de Storthing, men her hændte det uheldige, at en Forestilling om en parlamentarisk Debat ikke formaaede at finde Vej til Lamik Nikkuts Hjerne. Efter gentagne Forsøg viste det sig som en faktisk Umulighed at faa ham til at begribe et andet Forhold, end det der finder Sted mellem Præsten og hans Klokker. Hver Gang André havde holdt en Tale om Vigtigheden af Finmarkens Kolonisering, udtalte Lamik Nikkut, i Stedet for at opponere, altid punktlig og øjeblikkelig sin Sanktion i et »Amen«.
André blev rasende og stampede i Jorden, medens Lappegutten saa paa ham med sine venlige
