Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/52

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
36

»Hvem er Nøkken?«

»Han bor her i Elven og græder bestandigt«.

»Hvorfor?« spurgte Lamik Nikkut, der straks fik Taarer i Øjnene, — det gjorde ham ondt for Nøkken.

»Fordi den ikke har nogen Sjæl«, sagde André.

Et Glimt i Lamik Nikkuts Øjne viste, at Lappens Fantasi øjeblikkelig var villig til at følge med.

»Saa er Sjælen hos den kære Fader Gud«, sagde han trøstende.

Fra hin Stund af vare André og Lamik Nikkut uadskillige. Den sidste fulgte ham med Trokab og Ydmyghed, i fuld Anerkendelse af den førstes nationale Overlegenhed. Lappen blev indlemmet i Feriget, lyksalig ved blot at sidde som Tjener indenfor Døren, medens André tronede i Høj­sædet.

»Nu skal vi i Kirke, Lamik«, sagde André en Uge efter at omstaaende Møde havde fundet Sted. »Jeg er Præsten, og du er Klokkeren, og du skal sige Amen.«

»Hvor er Menigheden?« spurgte Nikkut.

»Ser du den ikke?«

Nikkut saa sig sky omkring.

»Jeg ser ingen,« sagde han.