sig om, var det borte. Dette usynlige noget fik altid Skikkelse efter det sidste, han havde fundet i Faderens Bibliothek.
De vege imidlertid alle, én for én, disse tause Skikkelser, saa snart som Vinteraftenerne kom; thi da kunde André naar han skyggede med Haanden for Øjnene, se Stalloen, der stod i Maanelyset oppe paa Fjeldet og saa ned i Dalen.
Og da begyndte Lappernes Elementæraander[1] at røre sig, og Lappeguderne at hviske sagte i Natten. Hver mosgroet Sten, hver bladløs Busk, hver blinkende Stjerne, hver svævende Sølvsky havde sin Inua[2], og paa Stalloens Bud vaagnede den til Livet.
Og Elementæraanderne fortalte ham om den Fjeldlap, der under et af Fjendernes Indfald i Norge blev tvungen til at vise Karelerne Vej over Fjeldet.
Fjeldlappen fløj som Lynet af Sted paa sine Ski med den brændende Fakkel i Haanden.
Som et lydløst Helvedesspøgelse jagede han hen ad de snedækte Skrænter.
Fjeldlappen svang Faklen, han kastede den ned i Afgrunden, Faklen sluktes i Sneen, Karelerne fulgte efter, og al Tings Inua hviskede:
