saa høj Anseelse hos Lapperne, som Väinemoinen og Ilmarinen vare navnkundige blandt Finnerne.
Runebommens (Gobdas) Hjeroglyfer bleve raadspurgte, Troldomssange tonede gennem Vinternatten, enhver underlig formet Sten, der af Naturens Haand var bleve henslængt rundt om i Sneørkenen, tilbades som en Guddom, og saa snart det døbte Barn kom tilbage fra Kirken, skyndte dets Forældre sig med at lade Sarakka[1] udslette den kristne Daab.
Von Westen havde vel i 1714 ladet Kristendommen forkynde paa lappisk, men efter hans Tid blev det af Regjeringen forbudt; thi »Samerne skulde fornorskes!«
Flertallet af Lapperne levede og døde saaledes uden at forstaa et eneste norsk Ord, og dog bleve de alle døbte, konfirmerede og viede i dette haarde fremmede Sprog, som deres Tunget nægtede at udtale.
Fra Bardommen af bleve de forbudne at bede, samt at læse Fadervor og de hellige Troesartikler paa deres Modersmaal. I Lighed med Katholikerne opramsede de Ord, de ikke forstode.
I hele Finmarken fandtes der ikke en Præst,
der talte lappisk, der fandtes ingen lappiske Lærere,
- ↑ Skabelsens Moder.
