Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/38

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
22

fra 1852, der — takket være Ruslands Vrede[1] — ophævede den humane dansk-svenske Traktat af 1751 og forbød Flytning af Betesmarker ind over Rigsgrænsen, kunde Fjeldlapperne let i Tidens Løb være blevne tvungne til Selvtægt eller til vild Fortvivlelse. De resignere imidlertid og lide. De fortrædige engen, men give altid efter og vige ydmygt og godmodigt tilbage Skridt for Skridt, indtil de blive indestængte og udryddede af Nød og Sult. Der undes dem snart ikke mere en Fodsbred Jord i denne Verden, selv ikke paa den vilde Hej.

Forfølgelsessystemet vedbliver ustanset i Kul­turens, Opdyrkningens og Civilisationens Navn, og i denne systematiske, lovbefalede Fortrængen for­glemmer Norge endog sine egne Interesser.

Fjeldlapperne udgøre for Tiden ikke mere end omkring 988 Mennesker. Verden vil sandsynligvis én Gang, uden at drage et eneste Medlidenheds Suk, høre Tale om disse halvvilde Lappers fuld­stændige Udryddelse.

Og dog vil det være en Samfundsbrøde, en Plet paa det nittende Aarhundrede, som Historien

forgæves vil søge at afvaske, fordi Aarhundredets

  1. Med hvilken det tillige straffede sig selv.