Kærisser[1] sove Dødens Søvn og vente paa Domsbasunen og Opstandelsen.
Dette underlige Land med dets ejendommelige, dværgagtige Urbefolkning ligger de fleste Maaneder af Aaret i elektrisk Belysning. Dette løjerlige Land, hvor Skibskahytter og omhvælvede Baade ofte benyttes som faste Boliger, dette æventyrlige Land, paa hvis af Nordlyset forsølvede Fjelde Stalloen[2] vanker om i sorte Klæder og med Kniven i Haanden udfordrer den stakkels Fjeldlap til daglig, aarelang Kamp paa Liv og Død!
Og naar det er Sommer, brede der sig svømmende Skove langs Finmarkens Kyster. Det er grenede Horn, som glinse i Midnatssolen. Det er Tusinder og atter Tusinder af Ren, der af Fjeldlapperne ere drevne ned fra Vidderne forat bades i Nordishavet.
Men Urfolkets Antal ligesom Renernes svinder ind Aar for Aar.
Fortrængte af de norske Love, der beskytte Nybyggerne paa Nomadens Bekostning, skønt Størstedelen af den Jord, den sidste indehaver, bevisligt ikke kan dyrkes af de første, fortrængte
af den umenneskelige, russisk-norske Forordning
