Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/36

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
20

Mangel paa Æresfølelse men derimod en medfødt, national Trods mod Undertrykkerne og en dybt indgroet, paa egen bitter Erfaring grundet Mistillid til deres Love Billighed og Retfærdighed.

Det lappiske Sprog i norsk Finmarken skal være det ældste og oprindeligste af alle finske Sprogarter. Melodiøst og blødt som faa er det en Genklang af den samiske Karakters Mildhed.

En religiøs, poetisk Aand, en blid, indsmigrende Bøn, fuld af Højhed og sublim Pathos aander gennem det. I Aarhundreder udestængt fra enhver ydre Paavirkning mangler det finsk-samiske Sprog de Betegnelser, der fordres i Kunstens, Videnskabens og Opfindelsernes Verden, det er ikke fulgt med Tiden, men til Gengæld ejer det Nomadens ind­tagende Naivetet og bibelske Billedrigdom. Dets glødende Farvepragt, dets svulmende Yppighed røber tilfulde dets orientalske Udspring.

Det or noget gammeltestamentligt og profetisk-inspireret ved Fjeldlappernes Sprog, og dets troes­friske Inderlighed minder om det hebraiske.

Mærkeligt ved sin Ælde, som en Forstening fra Forverdenen, gaar det igen paa Finmarkens Tundras, denne vidtudstrakte Kirkegaard for Tu­sinder af Lapper, der under sine omhvælvede