søger sjælelig Ædruelighed og aandelig Fornuft, skal man ikke til Samerne.
Paa Finmarkens Fjelde vandre endnu den Dag i Dag shakespearske Figurer, skabte af Lidenskab og skabte af Pathos — være sig i godt eller i ondt.
Sneørkenens højtidelige Melankoli, denne Monotoniens Storhed udvider Grænserne i det uendelige, indtil Himmel og Jord for Fjeldlappens Øje løber ammen i ét.
I den hellige Ensomhed er Lappen alene med sin Gud og med sin Overtro. Begavet med et følelsesfuldt, for alle religiøse og poetiske Indtryk modtageligt Sind og med en let bevægelig, ja let opskræmmet Indbildningskraft, er han en mærkelig Blanding af Mand og Barn. I enfoldig og from Tro til »den kære Fader Gud«, lader hans Sorgløshed hver Dag have nok i sin egen Plage.
Hans Naivitet er elskelig, hans Æresfølelse stærkt udpræget, og hans Taknemmelighed for ethvert Hædersbevis uskyldig og rørende.
Den Beskyldning man tilligemed saa mange andre har gjort Lappen, at han til Eks. ikke føler nogen Skam ved at have været i Tugthuset, men ved Tilbakekomsten til sine egne betragtes som en Martyr, der har lidt uretfærdigt, kan ikke tilskrives
