efter Naturens Lov blive ved at være, saalænge som der eksisterer Renhjorder og Mos, og saalænge som dette Rensdyrsmos’s Reproduktion gennemsnitlig fordrer et Tidsrum af femten Aar, og Beiterne derfor stadig maa flyttes.
Sneørkenens Søn tilhører Guds fri Natur og Fjeldets Vidder. Der er han født, der lever han, og der dør han. Under Polarhimmelens Telt er der Rum for hans Fantasi, der er vild som den Storm, det Snefok, mod hvilket han kæmper sig frem, og mægtig som de Naturelementer, der ere hans fødte Fjender. Nordlændingens og Finmarkingens meget omtalte Indbildningskraft er et Intet mot Lappens; i det højeste er den kun en Gnist af hans Ild.
Fantasien ligger ham i Blodet. Den forunderlige, pirrende Nervøsitet, som Lappen selv kalder keuvot[1], og som fremkaldes af Ensformighedens og Dødsstilhedens Tryk, hidser ham til Ekstase og Raseri. Den gør ham heftig og let opfarende; som et tirret Dyr vender Lappen sig mod den, eller det, der har skræmt ham, og gribes han af Feber, saa fantaserer han sig ofte til Døde[2].
Oprigtig, ordholden, føjelig og ærlig besidder
