Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/281

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
265
23de Kapitel.

Efterretningerne naaede Kautokejno om Lamik Nikkuts Domfældelse.

André, der endnu var saa svag, at han ikke formaaede at rejse, vendte sig om til Olga og tog hendes Haand. Der stod en Taare i hans Øje.

»Hustru,« sagde han, »vil du i mit Sted rejse til Tromsø og bede Lamik Nikkut om at tilgive mig?«

»Ja, jeg vil!« raabte Olga.

»Sig ham, at jeg faar ikke Ro, førend jeg ved, at han intet Nag bærer til mig.«

Da Olga havde gjort sig i Stand til Afrejsen, traadte Seimke hen til hende med Barnet i sin Komse paa Ryggen.

Hun knælede ned og hævede sit taarevædede Ansigt op mod hende.

»Lad mig følge med,« bad hun. »Faderens