Sommer efter Sommer, Vinter efter Vinter løb hen, og — hun kom ikke.
»Hun kommer tilsidst,« sagde Andreas Thorsen, »hun kan ikke andet, hun maa komme.«
Han arbejdede, underviste og studerte, som han altid havde plejet; hans Liv fortsatte sit ensformige Kredsløb, som om intet havde grebet ind i det og forstyrret det.
Kautokejnos Menighed saa intet andet af hans Sorg, end at hans Haar blev mere graat, hans Ryg mere bøjet, og at der hver Aften, saa længe Polarvinteren varede, stod et tændt Lys i det ene Vindu.
Det brændte ofte til langt ud paa Natten, medens han sad bøjet over sine Bøger og Papirer og lyttede efter en hver Lyd, efter et hvert Fodtrins Knirken i Sneen.
Men det var aldrig hendes.
Aften efter Aften gik Andreas Thorsen tilsengs med en fornyet Livsskuffelse og med en fornyet Livsbøn:
»Herre Jesus Kristus, før hende paa ret Vej!«
