Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/279

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
263

Andrés Overmod var løben lybsk ud over Maade­holdets Grænser, og Kritiken var endelig falden over hans Hoved.

»Det er Nemesis,« sagde André roligt. »Jeg fortjener min Straf, fordi jeg i mit Dikt fornægtede min Faders Kjærlighed.«

Tiden svandt hen.

»Maatte kun Solen komme,« sagde André.

»Maatte kun Solen snart komme!« gentog Faderen. »Han trænger til den, den vil gyde Trøst ind i hans syge Sind; Mørket ødelægger ham.«

Det svage Skær i Øst, der hele Januar Maaned igennem antyder Solens Gang under Horri­sonten, rødmede i stærkere og stærkere Farveglød.

Tilsidst hævede der sig en høj, flammende Pyramide.

Andrés Øje hang ufravendt ved Øst. O, hvor han længedes efter Solen!

Og Solen kom.

»Solen kommer!« lød det fra Mund til Mund. Tusinde Sjæle juble Aar efter Aar om Morgenen den tyvende Januar:

»I Dag kommer Solen!«

Glæden for som en elektrisk Gnist fra Hjerte til Hjerte, fra Hus til Hus. Enhver, der kunde bruge sine Fødder, var paa Benene.