»Jeg har dræbt min Moder og den gamle Mand, jeg har dræbt min Barndomsvens Sjæl, jeg har traadt paa min Faders Hjerte, jeg er trefold Morder, elsker du mig endnu?«
Og da kastede Olga sig paa Knæ ved sin Ægtefælles Side, og under en Strøm af Taarer sagde hun:
»Jeg elsker.«
»Kan Gud tilgive?« spurgte André. —
Den første Dag efter at Andrés Sygdom var bleven bekendt, traadte Seimke ind til Olga.
»Du er alene,« sagde hun, »lad mig hjælpe dig og være din Tjenerinde.«
Og trofast opfyldte hun de Pligter, hun havde paataget sig; thi hun vidste, at hendes Mand havde svunget Kniven over Olgas Hoved.
»Du var god mod mig, da du var Barn,« sagde Seimke med Lappehjertets hele overstrømmede Taknemmelighed. »Jeg glemmer dig det aldrig.«
André blev helbredet, men han var svag, og noget i ham var brudt. Det Livssaar, han havde faaet, syntes at have vanskeligt ved at læges.
Paa denne Tid naaede Kritiken over hans Epos Kautokejno. Det havde gjort Fjasko.
