indset Nødvendigheden deraf, blev i 1852 Lappernes Ønske endelig opfyldt.
Da Ligtoget havde forladt Kirken, sad en ung Lappekvinde igen paa en Gravsten og hulkede.
Det var Seimke. Barnet i hendes Skød havde begyndt at græde, skønt det intet fejlede, og Seimke vidste, det var, fordi dets Fader havde syndet.
Lamik Nikkut tilligemed de øvrige Arrestanter bleve sendte til Arresten i Tromsø, hvor den første imponerede Øvrigheden ved sin kække Fasthed og ved sin glødende Overbevisning.
Enhver Bestræbelse forat faa ham til at indse sin Synd var imidlertid forgæves. Braadden af ethvert Bibelsprog, der blev rettet mod ham, vendte han behændigt mod Angriberen selv.
Lamik Nikkut var en dyktig Fægter, han var vel udrustet, bepansret og usaarlig.
Hver Gang Biskoppen forlod ham med de Ord. »Gud være med dig,« svarede Lamik Nikkut altid trodsigt og selvtillidsfuldt:
»Ja vel! Jeg bliver tilbage med al Guds Kraft, og saa gaar Biskoppen bort uden Gud.«
Enkelte af Oprørerne bleve dømte til kort-
