»Jeg beder ogsaa de døde om Tilgivelse.«
Under Suk og Stønnen faldt Lapperne paa Knæ, strakte Armene i Vejret og raabte:
»Vi bede de døde om Tilgivelse!« Derpaa mumlede de lydelig de Bønner efter, som Biskoppen foresagde dem.
Oprøret var forbi og kvalt med ét Slag.
Vel lurede der en Smule Gerningshellighed tilbage, men de fleste indsaa snart, at den ny Klud, de havde villet sætte paa det gamle Klædebon, havde revet det Hele itu.
De Frugter af Opvækkelsen, der bleve synlige, viste imidlertid, »at Fanatismen havde rummet en Bedrøvelse efter Gud, og at de fanatiske Udbrud alligevel havde været en Længsel efter ham, der alene giver Sjælene Fred.«[1]
Brændevinslast ligesaa vel som Brændevinshandel var fuldstændig ophørt, og Foældrene toge sig med fordoblet Iver af Børnenes Undervisning.
Gud havde ladet »Aandens Vejr« fare hen over sit Folk, og Kautokejno Menighed indsendte en fornyet Anmodning om at erholde en fastboende, lappisktalende Præst.
Og da Regeringen af den foregaande havde
- ↑ Af Biskop Juels Breve.
