Lapperne vege slagne af Skræk, som om en Gud havde talt til dem.
Et eneste, spejdende Sideblik, opskræmt, aarvaagent som en Væsels stjal sig ud fra Andrés Øje.
Aandsnærværelsen greb ham. Han maatte uopholdelig benytte den Fordel, han havde vundet, og forfølge den til det yderste, hvis han skulde vinde Sejr.
Han pegte op mod Fjeldet og saa paa dem.
Tause bleve Lapperne ved at vige tilbage.
André vendte ikke sit Øje fra dem, han trak ikke sin Haand til sig, men blev ved at pege ud. Han vidste, det gjaldt hans Hustrus, hans Faders Liv. Hans Nerver vare spændte som en Dyretæmmers.
Og de vilde Dyr bøjede sig for deres Herres Blik. Lamik Nikkut bøjede sig igen for sin »Skæbne« og — for sin Overmand.
Han skjulte sky og fordægtig sit Ansigt, ligesom Mefistofeles skjulte sit for Korset.
De stak Knivene i Belterne, spændte Skierne paa og droge op od Fjeldet.
Men da den sidste Lap som et mørkt Silhouet aftegnede sig mod Stjernehimlen øverst oppe paa den hvide Bakkeskrænt, faldt André
