Da kom i Nattens Stilhed de hævntørstige Lapper glidende som sorte Skygger ned ad Bakkerne, der omsluttede Dalen.
»Ekselsior! Ekselsior!« gjaldede fra Skrænt til Skrænt.
Fra alle Sider, fra alle Højder kom de, disse tause Skikkelser og skøde en lydløs, tigeragtig Fart mod de tvende norskes Huse.
De sovende vækkedes af Stridsskriget: »Ekselsior!« Det forfærdelige Raab lød som vildes Hvin, som Djævlenes Hyl i Gehenna.
Da André kom til sig selv, var han alene.
Gammen var tom, og Lampen under Tagskægget var nær ved at slukne. Veden paa Ildstedet var forlængst bleven Aske.
André for op og styrtede ud. Der var tomt. Hans Kærris, hans Ren, Skierne vare borte, ikke et Liv var at se.
»Burist! Burist« raabte han.
Intet Svar, — Fjeldvidden var tom.
Da sneg der sig en Anelse om noget forfærdeligt ind i hans Sind, — han vidste ikke selv hvorfor, — en trykkende Angst, som den
