dødstræt. Overlad nu en Gang Arbejdet til Gud. Bed og — vent.«
»Vent!«
»Den, der elsker, bliver aldrig træt af at vente.«
»Aldrig træt af — at vente!«
»Nej. Jeg har ventet paa min Hustru i syv og tyve Aar.«
»I syv og tyve Aar!«
Idet Olga slog sit Øje op, begyndte hun at ane Kærlighedens Almagt og Storhed.
»Jeg venter hende endnu, jeg venter hende til min Død. Selv om jeg ikke vilde vente, ventede jeg dog alligevel. Vent ogsaa du paa din Mand, han vil komme. Den Herre Jesus vil ryste ham vaagen og føre ham til dig, men vi maa begge lægge det i Guds Haand, Olga, og ikke forhaste os eller ville fremtvinge noget. Men vi maa tro, det skal ske! Tror du?«
»Ja, Fader, jeg tror, hjælp min Vantro!«
»Saa ville vi to, Barn, vente paa Guds Frelse og forberede os paa at se Guds Herlighed.«
»Kys mig, Fader! Jeg er fader- og moderløs. Jeg har ingen Fader uden du.«
Men i det samme Olga knælede ned foran den gamle Mand forat modtage hans Velsignelse,
