og med den Livsstrøm, der flød ud, var det, som om hun udgød sin egen kæmpende, forpinte Sjæl.
»Det var Egoismen og Selvforgudelsen! Det var den, jeg hadede hos ham, da han var Dreng, og jeg var Pige, men da jeg lovede dig at blive hans Søster, da glemte jeg den, fordi jeg begyndte at elske ham og at opofre mig for ham. Jeg saa den ikke længere. Fader Thorsen, jeg saa den ikke, da jeg gav ham min unge Kærlighed! Jeg elskede ham saa lidenskabeligt, saa jeg glemte Kampen, men — nu er den kommen igen. Det var kun Vaabenstilstand, ikke Fred.«
»Barn, Barn,« raabte den gamle Mand, »hold inde, sig ikke mere! Det er hans Moders Natur.«
»Og skal den forfølge ham til Døden? Skal min Kærlighed være fordømt til at kvæles af retfærdig Harme og Foragt?«
»Foragt er et tungt Ord. Bedre for dig selv, hvis din Foragt blev forvandlet til Medlidenhed. Medlidenhed er et bedre Ord.«
»Ingen Medlidenhed med det, som er lavt og usselt!«
»Dømmer ikke! Med hvad Maade du maaler, skal dig igen maales. — Stakkels Barn, kom hid! Du har ikke havt nogen Moder.«
