»Det kommer ikke mig ved,« svarede André koldt. »Om Lapperne blive gale af mine Fortællinger, det kommer ikke mig ved.«
Olga saa paa ham, men hendes Øje mødte igen kun — Kvænens Trods.
»André,« sagde hun, »Nemesis er over dig. Vogt dig forat stampe mod Braaden!«
»Du tør aflægge Ed paa, at der ingen Lap findes paa Fjeldet?« raabte André til Vappusen.
»Ja vel! Der findes heller ingen i Kautokejno, de ere alle dragne ad Karasuando til.«
»Saa kør! Jeg giver min Hustru i din Æres Haand.«[1]
Da Toget var kørt, kunde André, ligesom hin Gang som Dreng, have kastet sig ned og vredet sig i fortærende Harme og Lidenskab.
»Jeg elsker kun dig, kun dig, kun dig!« raabte han, »men jeg vil tillivs det »»gode,«« der er i dig. Bedre, ti Fold bedre, om du var mindre god; thi saa kunde vi dog i det mindste komme ud af det sammen!«
I en Kvartmils Afstand fulgtes Olga imidlertid, uden at ane det, af sin Husbond og af sin Fader.
De fulgte Sporene af hendes Pulk og stansede,
- ↑ Lappisk Udtryk.
