Toget stansede paa Toppen af den bratte Styrtning, der førte ned til Tana.
»Vi have jo ingen Vare-Ren med!« raabte pludselig André. Han bemærkede først nu, at Vare-Renerne vare blevne ladte tilbage paa Mosbejterne.
»Vi behøve ingen,« svarede Forkøreren.
Renerne og Pulkene bleve bundne fast, den ene til den anden i en Raide[1]. Derpaa bar det af Sted ned i det svimlende Dyb.
Olga lukkede Øjnene.
»I Guds Navn!« sagde hun ved sig selv.
Denne Rejse var et Billede paa hendes Ægteskab. Hun havde kun »at lade staa til,« og give sig Gud i Vold uden at tænke paa den Afgrund, der maaske paa alle Sider aabnede sig for hende.
Rener og Pulke indikledes i hverandre i et kaotisk Virvar. Med Tømmer, Trækremme og Kærriser mellem Benene styrtede Dyrene over End og droges med ned ad.
Endelig naaede man Bunden. Smidige og elastiske rejste Renerne sig op igen paa uskadte Ben, medens Lapperne kastede sig ud af Slæderne og bragte Køretøjerne i Orden.
- ↑ En Række.
