»Gumpe læ botsuin!«[1] mumlede Lapperne i Søvne.
En forunderlig, knugende Følelse af noget fremmed og forladt greb hendes Sind.
Var ikke hendes Liv ligesom dette Land farefuldt og ubegribeligt?
Hun gøs ved at tænke sig ene i dem begge.
I dette Øjeblik følte hun en varm Haand, der forsigtigt og varsomt lagde en Pelsværkskappe over hendes Ansigt.
Hun vidste straks, det var hendes Ægtefælles Haand.
Hendes unge Hjerte blev opvarmet, og idet hun gennem Røgaabningen stirrede op paa Stjernerne og paa de forbifarende Nordlys, tænkte hun paa den gamle Mand i Kautokejno og bad Gud bevare ham.
»Maa vi blot komme tidsnok!« hviskede Olga.
»De tør ikke røre ham,« sagde André. — —
Morgenen kom.
Lapperne styrtede ud af Teltet, vaskede sine Ansigter og Hænder i Sneen, kastede sig paa Knæ forat holde sin Morgenandagt og blottede Hovederne i 30° Reaumur.
- ↑ »Ulven er paa Færde!«
