lige hen i deres Ansigter, medens de hvert tiende Minut maatte løfte en Flig af Teltlærredet, forat opfange en Smule Luft.
Olga følte sig tung om Hjertet. Røgen og Heden gjorde hende kun endnu mere beklemt.
André, der paa ny blot havde Øje og Øre for Englænderinden, tiltalte hende ikke og saa neppe hen til den Side, hvor hun sad.
Tvivlen kom tilbage og med den Harmen og Mismodet.
Aftensmaaltidet blev imidlertid serveret. Lapperne fraadsede i Lefser, Glokager[1], Spegelaks og frosset Renmælk, blandet med Krækebær.
Nattevagten med sin aarvaagne Hund, Tschalmo, den firøjede, blev derpaa sendt ud paa Bejterne forat værne Renerne. medens de tilbageblevne Samer med Hovederne i hverandres Fang lagde sig til Hvile rundt om Ildstedet.
De rejsende samlede sig i Nærheden. Alle sov — undtagen Olga.
Ilden døde ud. Hun hørte kun de sovende Menneskers Aandedræt og Ulvenes Tuden rundt om Teltet. Et saadant forfærdeligt, hylende Ulvekor!
- ↑ Af Rugmel.
