Ingen mælede et Ord; Tausheden blev forhekset.
Og mod denne Himmels orientalske Pragt laa som en nøgen Kontrast den træløse Vinteregn udstrakt. Vantrevne Dværgbirke og to smaa, sorte Lappetelte vare de eneste Genstande, der aftegnede sig paa dens hvide Flade. Forøvrigt kun Sne, Sne, Sne!
Ryperne havde gravet sig ned i Vinterens bløde Dunseng. Hvide som den, saa man kun Øjnene, der lig sorte Stenkulsperler blinkede de rejsende i Møde.
»Hvad synes du om dette Land?« spurgte Vappusen.
»Her er saa megen Sne,« svarede Grev Wasili.
»Ja, det er netop godt for Renen,« udbrød Lappen med Velbehag. »Renen trives bedst i Sne.«
Den korte Dag var til Ende, og en liden Birkeskov, der hævede sig op fra Snesletten, blev valgt til Lejrplads for Natten.
»Her bor Læibbe-olmai, Skovens Gud« sagde Lapperne.
»Have I set større Træer?« spurge Forkøreren triumferende.
Lapperne spændte fra, Skierne bleve trukne
