En gnistrende Susen for gennem Luften.
»Er det Elektriciteten?« spurgte Olga.
»Det er Saivo-sarvak«[1] svarede Lappen. »I Nordlys fare de altid hen over Fjeldet.«
Olga taug. Hun forstod Lappernes Fantasi, at hver Bæk, hver Blomst, hvert Græsstraa, ja selv den Pulk, hun sad i, havde sin udødelige Sjæl; thi alt blev pludseligt levende rundt om hende.
For Lapperne mylrer det hele Univers, Sol, Maane og Stjerner af Legioner Sjæle.
Vintermaanen kom ind i Nordlysene, og al Skygge forsvandt fra Polarjorden.
Renerne travede lydløse af Sted hen over Lappernes Rasshja,[2] uden at deres eget, lige saa lidt som de rejsendes Legemer, formaaede at kaste nogen Skygge hen ad Sneen.
Dette Naturfænomen gjorde et magisk, overnaturligt Indtryk, og den fuldstændige Skyggeløshed blev tilsidst pinlig.
»Paa Ære!« mumlede Grev Wasili nervøs. »Mennesket taaler ikke at søge forgæves efter sin egen Skygge.«
