»Vi maa skilles, Andreas.«
»Skilles!«
Nordmanden saa paa sin Kvænhustru, der havde trukket sig tilbage hen i mod Døren. Hun stod med Armene korslagte over Brystet. Det askefarvede Haar faldt ned over hendes Ryg, og en uhyggelig Ild luede i hendes sorte, dybt liggende Øjne. Skønt grim, var hun dog til Forfærdelse bedaarende denne Nordens blonde Zigeunerske. Det var en djævleblændt Grimhed.
Der var stille i den lave Stue; det eneste, der hørtes, var det sovende Barns Aandedræt. Det laa i sin lille Seng midt i mellem Forældrene.
Andreas Thorsen saa intet andet end den hvide Pude og Barnets Hoved, der belystes af Talglysets matte Skin. Kun i Taage skimtede han Skikkelsen, som stod henne ved Døren; de Ord, den havde udtalt, var ham blot en forfærdelig Drøm, — »hun havde ikke sagt dem, o Gud, hun havde ikke havt Hjerte til at sige dem!«
