skimtede de sekundvis Kommandantboligen samt de venlige, rødmalede Huse, der hævede sig op over Fæstningsmurene.
Trætte og halvt forkomne kæmpede Gæsterne sig frem hen ad den lille Allé af tørre, uddøde Birketrær, som i Vintertiden var nedramet mellem Fæstningen og Byen. Denne Forsigtighed var tillige en bydende Nødvendighed; thi de gaaende vilde uden disse nøgne, forvitrede Vejviseres udstrakte ARme have forvildet sig i Snefokket og uden Barmhjertighed være blevne slyngede ud i Søen.
I Kommandantens Bolig var der lunt og lyst. Balddamernes hvide Dragter og kunstige Rosenkranse harmonerede vel med de af Kulden og Snevejret rødmende Kinder. Samovaren surrede, og Karavantheen duftede.
André var »oppe.« Stemningen var bortdunstet, hans »paniske Rædsel« havde tabt sig og forekom ham nu kun at være et Puds, hans ophidsede Fantasi havde spillet ham. Han følte sig overbevist om, ja, kunde endog parere paa, at det ikke havde været hans Moder. Han smilede næsten af sig selv, idet han kurtiserede den unge Englænderinde, Miss Hope, der tilligemed sin Fader var ankommen fra Kaafjorden. Det var en Kvinde, »der efter alle
