rase i det lille Sund, at under Tiden al Forbindelse med Fastlandet er fuldstændig ophørt, og Vardøs Beboere ligge »vejrfaste.« Isolerede fra hele den øvrige Verden ere de under disse Stormperioder overgivne til Nordishavets hensynsløse Vrede.
Forøvrigt er Vinterkulden forholdsvis ringe, og langs Havkanten ser man hele Vinteren igennem Udgangsfaar, der søge Mosen paa de Steder, hvor Sneen er føget til Side.
André. hans Hustru, Grev Wasili tilligemed Vardøs dannede Indbyggere vare inviterede til Aftenselskab og Bal hos Vardøhus’s Kommandant.
Det var en forrygende Storm. De russiske Lodjer, der laa fortøjede i Busesund, reve og slede i sine Ankerkættinger ligesom i afmægtig Dødskamp, Edderfugle og Maager søgte skrigende at faa Fodfæste i Mastetoppene, og mod den femti Alen høje Klippemur, der gjorde Front mod det aabne Hav, og i hvis beskyttende Læ Byen og dens lille Kirke krøb sammen, rejste Neptun sig i en saadan Vælde, at det fraadende Skum søndersledes af Murens Spidser, og af Stormen piskedes hen over Øen.
Det tætte Snefog hindrede Gæsterne fra at se en Fodsbred foran sig. Kun naar Nordlysene under Tiden flammede op gennem Uvejret,
