Side:André fra Kautokejno (1879).pdf/201

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
185

Billedet, han havde rejst, var styrtet fra Idealitetens Piedestal ned i det Virkelighedens Smuds, han traadte under sine Fødder.

I Afsky og panisk Rædsel ilede han hen til Hotellet, hen til sin Hustru, forat indaande ren Luft.

»Pak dit Tøj ind, Olga,« raabte han, »om nogle Dage rejse vi til Kautokejno!«

Thi Faderen blev med ét det eneste Menneske i Verden, der kunde redde ham.

André greb fat i sin Hustrus Haand, og nu fulgte en af de Latterparoxysmer, som Olga allerede kendte.

Hun rev Haanden til sig, dækkede for sine Øjne og flygtede for denne rædselsfulde Haanlatter, der forfulgte hende og gennemisnede hendes Blod.

»Alt viger under mine Fødder, jeg bliver svimmel! Hvad er jeg? Er jeg Kvæn? Er jeg Lap? Er jeg Nordmand? Var jeg kun én af dem og ikke lidt af dem alle! — Gud i Himlen!« raabte André, »kunde jeg blot faa Tag i mig selv!«

Grev Wasili var imidlertid bleven staaende og stirrede med vidt opspilede Øjne paa den ranke Kvænkvinde, der havde rakt dem Kruset.

Trods de femti Aar kunde man alligevel ikke undgaa at lægge Mærke til hende. Det askefarvede