Greven aabnede Porten, og André fulgte ham mekaniskt og fremdeles hensunken i sine egne Tanker.
»Et Krus Øl, Marketenterske!« raabte Grev Wasili leende.
André, der i det samme Øjeblik saa Moderen, saaledes som han havde fremstillet hende i Slutningsscenen, hvor hun med Valkyriens ildfulde Begjestring svinger Krigsfaklen, saa op paa den Kvinde, der rakte dem Kruset.
Han for tilbage, som om en Øgle havde stukket ham. Han slog hende Kruset ud af Haanden og styrtede ud, som om den Dæmon, der boede i ham selv, og som han havde indsuget med Modermelken, fulgte i hans Fodspor.
Nu havde han staaet Ansigt til Ansigt med denne Djævel. Det var hans Moder! Han kendte hende igen efter det halvt udviskede Daguerreotyp, hans Fader havde vist ham; det var jo hans eget Ansigt!
OM saa hele Verden vilde erklære, det ikke var hende, vilde Stemmen i hans Indre alligevel sige: »det var din Moder!«
Var det Blodets Røst?
André ilede hurtigt frem ad, han blev pludselig bange for sin egen Natur.
