toner stadigt op til Ultima Thule. Dets Folk bestaar halvt af Eneboere, halvt af Selskabsmennesker, og dette Særsyn er netop dets store Ejendommelighed.
Takket være den nævnte Samfærsel eje dets Fiskere tillige en klarere og videre Tankehorisont, end man skulde ane.
I Finmarken bruser Champagnen som intet andet Sted i Skandinavien; den sprudler og — skummer over. Det Land, hvor norske Høvdingeætter i sin Tid havde Sæde, er flot og overmodigt selv ved Ruinens Rand, og en Flig af udenlansk Elegance har heftet sig fast ved dets nøgne Stene.
Blaanende Alten og Tana, paa hvilke Finmarkingens hvide Baadsejl flagre som Maagens Vinger!
Solvarme Dale, prydede med Birkelier og fljølsbløde Mostepper!
Jublende Fugle og duftende Blomster, hvorledes ere I komne hid op?
Med maalløs Overraskelse spørge I:
»Hvorledes er dette Syn muligt under 70 Graders nordlig Bredde? Hvilket Under har skabt det?«
Og der svares: »Golfstrømmen!«
Men Sommeren farer forbi som et Pust i Sivet, og Vinteren kommer.
