Aaret; Tromsø Indbyggere vare afsondrede og henviste til sig selv.
Medens ovenstaaende, blodige Drama udviklede sig i Kautokejno, rullede Pariserlivet en miniature med sine Konserter og Dilletantforestillinger, sine Selskaber og Baller rastløst og uophørligt hen under det Mørke, som havde lejret sig over Polarbyen saa tæt, at selv ved Middagstid brændtes Lys.
Hvilke brogede Perspektiver dog disse Gader, tilsneede og dunkelt oplyste, fremviste for Beskuerens Øje!
Russiske Kaner, forsynede med kostbare Ulve- og Bjørneskindsfælde samt prydde med filerede Net, fore igennem dem. Hvilken Klang af Bjælder, af lystige Piskesmeld! Hvilken Latter, Raaben, Banden og Skælden paa norsk, lappisk, kvænsk og russisk!
Der vrimlede av Lodjer[1] i Sundet og af Søfolk paa Kajerne. Sortskæggede, alvorlige, russiske Købmænd gik om med Lommerne fyldte med Russenødder. Russerne ere godmodige. De ere Børneelskere og ønske at lokke et glad Smil frem paa ethvert Barneansigt, de møde, helst dog ved Hjælp af Russenødder.
- ↑ Russiske Handelsfartøjer.