fat i Pæsken, men det var umuligt. Intet Raab om Hjælp kunde frelse ham; thi der fandtes intet Menneske i Nærheden, og selv om der var, saa formaaede han ikke at raabe.
Aiken vidste nu, at han maatte fryse ihjel. Men han laa udenfor Døren til Guds Hus med Ansigtet vendt op ad, og Nytaarsstjernerne lyste ned til ham.
Med foldede Hænder og lyksaligt Aasyn laa den unge Lap og ventede paa sin Død.
»Herre, kom snart og bær mig hjem!«
En Straaleglans sittrede hen over Sneen og bredte sig ud i Kautokejno Dalen. Den lyste fra Himlen til Jorden og fra Jorden til Himlen, og i denne Straaleglans nikkede Englehoveder ned til ham. De smilede alle.
»Tak, Herre Jesus, Tak!« mumlede Aiken.
Da begyndte Salmesang inde i Kirken. Salmerne løde ud i Nytaarsnatten, og Aiken vidste, det var Guds Engle, der sang:
»Ære være Gud i det højeste, Fred paa Jorden og i Menneskene en Velbehagelighed.«
Da Maanen steg op over Fjeldene, havde den Herre Jesus »baaret« Aiken Judnir hjem.
Han laa død udenfor Kirkedøren med Smil paa sit Ansigt og fejrede Nytaar i Himmelen.
