og sagde: »Fader, forlag dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.«
Og den vilde Skare veg tilbage, ingen formaaede at lægge Haand paa ham.
Den gamle Mand stod fredlyst midt i Sværmen, som om han var omgiven af en Vagt af usynlige Engle.
De gik alle ud én for én, og da Stuen var bleven tom, gik Thorsen hen og stængede Forstudøren.
Dette var ogsaa paa høj Tid; thi neppe vare Lapperne komme ud i Kulden, førend den uforklarlige Magt, der havde holdt dem i Tømme, var brudt.
Trudsler og Hyl som vilde Dyrs løde rundt om Huset, og Gadedøren blev stormet. Men den tykke Jernstang holdt igen.
Thorsen slukkede Lyset.
»I Guds Navn!« sagde han, idet han satte det hen paa Bordet. Han stod stille og lyttede.
Forbandelser bleve ved at regne ned over hans Hoved fra disse Menneskers Mund, som han havde undervist, hjulpet og trøstet.
»Det gaar over, Herre,« sagde han, »det gaar over!«
I det samme Thorsen slukkede Lyset, var det
