Fjeldmasserne blive lidt efter lidt mindre spidse og sønderrevne, de sænke sig stadigt i blødere og mere buede Former. Naaletræerne blive færre og færre, Mosarternes Rige begynder.
Det hvide Rensdyrmos breder sig i Solskinnet som nyfalden Sne hen over Finmarkens Tundras[1], Multerne væve gule, saftigt glinsende Tæpper, og de antiskorbutiske Urters Duft strømmer os i Møde.
Vi ere komne op over Polarkredsen!
I hylle eder uvilkaarlig ind i eders Kapper, og begynder allerede i Tankerne at fryse.
»Vi ere komne til den evige Is og til den evige Sne!«
Paa ingen Maade! Aldrig have I maaske været længere fra at ane Sandheden.
Finmarken er hverken et evigt Isens eller et Jøklernes Land. Det har vide Sletter, forbundne ved dybe Fjorde og lakserige Elve, det ejer Bardo og det skønne Monselven, hvor frugtbare Enge, mægtige Fyrreskove, velbyggede Bondegaarde og modne Jordbær og Ribs gøre den rjesende stum af Overraskelse, det ejer Dale paa tyve, tredive
Miles Længde, vædede af de i store Strækninger
- ↑ Frosne Sletter.
