»Ibmel — Gud,«[1] sagde han højtideligt.
Slagne af Ærefrygt blottede Lapperne sine Hoveder og gjorde alle en taus Forbøjning.
Thorsen benyttede sig af den øjeblikkelige Stilhed og begyndte en Bøn, men han var neppe kommen til Enden, førend den Overvægt, han havde faaet, var forsvunden, og en Stemme lød midt i Forsamlingen:
»Tror du, Kirkesanger, du taler af Aanden, naar du nu taler til os Mennesker?«
»Ja,« svarede Thorsen, uden at lade sig forstyrre, »jeg tror det, fordi jeg aldrig taler noget, uden det som den hellige Skrift med klare Ord har sagt.«
»Det er Løgn!« raabte Lapperne, »thi var du af Aanden, ligesom vi ere af Aanden, saa lod du, der siger dig at være en Lærer, ingen beholde Fred og Liv, der ikke var af Aanden som du og vi.«
Han havde neppe udtalt, da en gammel rynket, spidshaget Kvinde med bart Hoved og det graa Haar i Tjavser hængende ned ad Ryggen styrtede ind i Stuen.
»Samer! Samer!« hvinede Sara Hurri og rev
sig i Haaret, »Kristus har vist sig for mig.
- ↑ Se Stockfleth.
