Thorsen, idet han igen lukkede sin Dør og gik til Hvile.
Og medens Lappernes »Pintsedaab« fyldte Julenatten med Hujen og Skrigen, sad Seimke ved Ilden i sin Gamme og ventede paa sin Husbond i Jesu Navn. Medens de smaa Juleengle dansede om Flammen, sov den lille, nyfødte Vaibi i sin lune, forede Komse.
Neppe havde imidlertid Lamik Nikkut blandet sig ind i den religiøse Bevægelse, førend han paa Grund af sin Begavelse og Belæsthed øjeblikkelig blev dens Fører og Leder. Men samtidigt med hans legemlige Person kom hans aandelige Natur ind i den og indblæste den en vild, højtflyvende Sjæl.
Lamik Nikkuts Vækkelse var tillige en Slags Poesi, hvis Inspiration han selv naturligvis troede at være den Helligaand.
Fra nu af behøvede Guds Børn hverken Daab, Sakramente eller den hellige Skrift; thi gennem sine »Rørelser« og »Fornemmelser« bleve de direkte besøgte af Gud og førte fra Aabenbarelse til Aabenbarelse.
»Aand! Aand!« blev Løsenet, der gjaldede fra Fjeld til Fjeld.
Ydmyghed og Selvfornægtelse tilhørte de Ting, der vare »forbigangne«. Selvraadighed, Trods,
