Lappegammerne stode tomme. Anførte af Lamik Nikkut, vare Samerne tagne op paa Fjeldet, og der saa de alle Tunger af Ild falde ned fra Himmelen og brænde deres Hoveder. »Herrens Udavlgte« faldt berusede paa Knæ i Sneen.
Klokken var to, da Thorsen vaagnede ved en stærk Banken paa Døren.
»Staa op, Kirkesanger!« raabte en Stemme. »Har du Olje i Lampen? Herren er nær!«
Thorsen sprang ud af Sengen, kastede Klæderne paa sig, tændte et Lys og aabnede Døren. Lamik Nikkut og flere Lapper stode udenfor paa Ski. De havde revet Huerne af sine Hoveder, og Stjernehimlen lyste ned paa de ophidsede Ansigter.
»Herud!« raabte Nikkut. »Jeg har vækket dig op af Syndesøvnen forat tale til din Sjæl. For din Søns Skyld, som er min Sjæls Broder, vil jeg frelse dig. Domsbasunen lyder, Herren staar for Døren og banker. Ifør dig Kristi Retfærdighedskjortel, førend det er for sent!«
I dette Øjeblik lød et angsfuldt, hjerteskærende Skrig. Med det sorte Haar flagrende ned ad Skuldrene og Pæsken oprevet foran i Brystet styrtede Seimke ind i Kredsen.
Hun kendte sin Mand, hun kastede sig paa Knæ for hans Fødder.
